Om børnehuset:
Børnehuset Albert er en kommunal institution, der ligger i Muldbjerg distriktet og er en del af område Øst. Der er plads til ca 60 børn i vores børnehus.
-Vi har en nystartet vuggestue/opstartsgruppe med op til 12 børn. Her går vores yngste børn fra 0-3 år.
-Vi har én børnehavegruppe, hvor de 3-6 årige børn er sammen. Denne gruppe er delt op i mindre spisegrupper.
Hvad kendetegner vores børnehus:
Vi ser os alle, som en del af et stort fællesskab, hvor vi vægter samarbejde på tværs mellem børnehaven og vuggestuen meget højt. Vi vægter den anderkendende tilgang meget højt og vi har fokus på den tætte og nære relation. Vi værner om den gode stemning og vi har særlig fokus på at børnene altid lærer gennem leg.
Børnehusets nærmiljø:
Børnehuset ligger tæt på grønne områder, med gode muligheder for at gå på opdagelse i naturen og være fysisk aktive. Derudover har vi kort afstand til byens centrum, kulturinstitutioner, skoler og busforbindelser.
Vuggestuegruppen er nystartet i nyrenoverede lokaler pr 1. august 2024 og de fysiske rammer ude og inde er tilpasset de helt små børns behov med små hyggelige rum og læringsmiljøer tilpasset børnegruppen. Tryghed, nærvær og omsorg er nøgleord for det pædagogiske arbejde med de helt små. Der er især fokus på børnefælleskaber samt børnenes sproglige, personlige, sociale og motoriske udvikling. Vi har ligeledes stor opmærksomhed på barnets mestring og selvhjulpenhed, som vi øver dagligt i de mange små hverdagsrutiner, f.eks ved borddækning og i garderoben. Det tilknyttede personale tilbyder opstarts-og opfølgnings-samtaler.
I praksis er Albert en fælles pædagogisk enhed, hvor personalet arbejder tæt sammen om kerneopgaven dagen igennem, nemlig børnenes udvikling læring og trivsel. Der er f.eks også et fællesskab i ydertimerne, hvor børn og voksne er sammen i vuggestuens trygge rammer, både når Albert åbner og lukker. Derfor kommer alle børn i huset med tiden til at lære alle voksne at kende og brobygningen sker naturligt, mens barnet er her. Den konkrete overgang til børnehavedelen sker selvfølgelig i dialog med jer.
I børnehavegruppen, hvor de 3-6-årige har deres hverdag, er der selvfølgelig også fokus på tryghed, nærhed og omsorg. Børnehavebørnene har derudover også brug for andre udfordringer, både i legen med de andre børn og i de aktiviteter, der tilbydes. De har brug for at udfordre sig selv og udforske omverdenen på anden vis. Vi har i denne gruppe meget fokus på leg, læring, relationer og dit barns generelle udvikling.
Børnene spiser i mindre grupper sammen med pædagoger og medhjælpere. Alle børn har en primærpædagog, der kommer til at følge jeres barn tæt i tiden her hos os. Det er således primærpædagogen, der varetager opgaven med f.eks at holde opstartssamtaler og opfølgningssamtaler sammen med jer. Idet Albert som nævnt er en fælles pædagogisk enhed, hvor personalet arbejder tæt sammen om børnenes udvikling, læring og trivsel, vil I opleve at den daglige dialog ofte er med flere forskellige medarbejdere. Uanset barnets alder er den daglige dialog med jer meget vigtig og forudsætningen for et tæt samarbejde.
Børnene spiser i grupper, som dannes med udgangspunkt både i barnets alder og børnenes sociale relationer. I forbindelse med aktiviteter vil børnene ofte blive delt i mindre grupper på tværs af spisegrupperne. Opdelingen kan foregå efter alder, relationer, dreng/pige, behov og interesse.
I det pædagogiske arbejde med de 3-årige, der lige er startet i børnehave, har vi fokus på at skabe så overskuelig en ramme som muligt omkring deres primærpædagog. Vi tilstræber at de gradvist introduceres til børnehavens forskellige læringsrum, i takt med at de falder til, så de mange lokaler ikke bliver for overvældende.
I det pædagogiske arbejde med de ældste børn, der er på vej i skole, bliver der i løbet af foråret særligt fokus på ture og andre aktiviteter. Her har vi særligt fokus på selvhjulpenhed, relationer, livsduelighed og tro på egen formåen.
Vi har flere ugentlige turdage for børnehavebørnene - ofte aldersopdelt. Vi vægter højt, at børnene får fællesoplevelser uden for børnehaven - det kan være både kortere og længere ture med fokus på muligheder i vores nærmiljø.
Hverdagen i Albert.
Morgenåbning 6.30-9.00
Det er vigtigt for os at gøre vores morgen hyggelig med en rolig start på dagen, hvor der er tid til at få sagt godmorgen til børnehuset og farvel til mor og far. Børn og forældre ringer på ved fordøren og barnet bliver hjulpet til at sige farvel og kommer ind sammen med en medarbejder. Det giver ro i huset og styrker børnenes selvhjulpenhed, at de selv lægger madpakken i køleskabet, tager jakken af og hænger den på knagen osv. Målet er at alle børn og forældre føler sig velkommen og får en god start på dagen. I den allerførste opstart kan forældrene selvfølgelig følge med barnet ind i huset. Vores erfaring er, at det efter få dage passer fint, at barnet afleveres på lige fod med de andre børn.
Vuggestuebørnene har ofte brug for en længere periode, hvor forældrene følger med ind og det laver vi selvfølgelig konkrete aftaler om for hvert enkelt barn i dialog med jer. Der er mulighed for at spise morgenmad hos os frem til kl 7.30, og I skal selv have morgenmad med hjemmefra. Ved 7.30-tiden trækker børnehavebørnene op i deres egne lokaler og starter dagen stille og roligt op.
Formiddag
kl. 9.00-12.30
kl. 9.00 spiser vi i børnehaven en formiddagsmad fra madkassen. Vuggestuegruppen har samling og spiser sammen lige bagefter.
Vi bruger formiddagen til at lave vores planlagte og spontane aktiviteter og leg i grupperne i hele huset.
Kl. 11.30 spiser vi madpakker – her får børnene vand til maden. Børnene i vuggestuegruppen tilbydes mælk og de spiser ca kl 11. Herefter bliver de puttet, enten i barnevogn i vores nybyggede krybberum eller indenfor på en madras for de ældste børns vedkommende.
Udeleg
kl.12.30-14.00
Alle er ude på legepladsen, med undtagelse af de børn, der sover middagslur, de kommer med ud når de er vågne. Det er sundt at være ude - at få frisk luft og vi nyder de andre muligheder der er for udfoldelse ude i det fri.
Fælles frugtspisning
kl. 14.00-14.30
Vi samles og børnene spiser det frugt, som de har med hjemmefra, det gør de både børnehaven og i vuggestuen. Er vejret godt spiser børnene ofte udenfor.
Afrunding af dagen
Efter frugt begynder oprydningen så småt rundt omkring – vi inddrager børnene i oprydningen, idet vi vægter at børnene lærer et fælles ansvar i børnehuset. Vi samles sidst på dagen igen i vuggestuens rammer enten ude eller inde og får sagt farvel og tak for i dag og der er mulighed for at få en lille snak med personalet om jeres barns dag i børnehuset.